Magtor

Galleri

Foredrag med Christian Hembo fra Magtor

 

Onsdag d. 28. januar havde PH Vejle inviteret hundeentusiaster fra nær og fjern til foredrag med Christian Hembo fra Magtor. Emnerne for foredraget var hundes bevægelser og deres betydning for smerter og skader. Hvordan opdager man, at der er noget galt og hvornår skal man gøre noget ved det?

 

Der blev lagt ud med at præsentere hunden som en bil: Hvordan genkender man en god motor og hvad skal der til for at den kan yde noget? Passer motoren til modellen (og hvorfor i alverden vil nogen putte en Fiat Punto motor i en Ferrari?) Virker gearkassen og koblingen? Og har ”bilen” nogen ordentlige dæk? Der blev vist billeder af forskellige skader/misdannelser og forklaret, hvad de forskellige ting betyder for hunden og det blev i den forbindelse også til en snak om overvægt hos hunde og om at det er vores ansvar som trænere at råbe op, hvis vi ser overvægtige hunde på vores hold (”hold da op, den er godt nok dygtig til at spise op”).

 

Opdrætterens ansvar blev der også snakket om og vi fik vist billeder af nogle knap så heldige eksempler på opdræt, hvor man desværre ikke har taget hensyn til fysikken (i hvert fald ikke på den gode måde). Christian kom også ind på, hvad man som hvalpekøber skal kigge efter og hvad man som hundeejer skal være opmærksom på. Det er til syvende og sidst vores ansvar, at passe på vores hunde og sørge for de har det så godt som muligt.

 

Sidst med ikke mindst fik vi en kort demonstration af en undersøgelse, da Molly (som er en sød, ældre schæfertæve) fik et hurtigt tjek. Ejer John Andersen fik nogle gode råd med på vejen og Molly tog det hele i stiv arm, selvom hun godt selv lige ville bestemme om Christian måtte ”kigge med fingrene”.

 

Christian er en eminent foredragsholder, som forstår at gøre det tekniske forståeligt for alle og som ikke går af vejen for at bruge både sig selv og publikum til at illustrere sine pointer. Fra PH Vejle vil vi gerne sige tusind tak for et fremragende foredrag – der er helt sikkert mange, der er taget hjem og har tjekket deres hunde for nogle af alle de ting vi hørte om! Og også tak til de andre hundeklubber (både i og udenfor PH-regi) som støttede op om arrangementet. Det var dejligt at se så mange mennesker! Og selvfølgelig også tak til alle dem, der havde bagt kage eller som på anden måde hjalp til!

 

Copyright © All Rights Reserved.